“Blandt de Arbeider, der nu giøre Opsigt i Rom, regner man især en Jasons Billedstøtte, sex Fod høi, af en Billedhugger fra Kiøbenhavn. En engelskmand, T. Hope, lader denne Figur udføre i Marmor, og betaler derfor 800 Dukater. Billedhuggeren hedder Thorwalzen (Thorvaldsen). Værket har fine Fortienester, og bærer Præg af en Konstner, der fornemmelig har lagt Biud paa at giøre sig Colossernes Stiil fra Montecavallo egen. Nogle giøre saa meget Væsen deraf, at de endog ville give Canova at forstaae, at han skulde studere derefter. Dog er det kun saadanne Konstdommere, som paastaae, alt skiønt og godt nødvendig maa være arbeidet i Colossernes store Stiil. Nu skal denne Jason netop see ud som en Afstøbning af disse, hvilket unægtelig er en Fortieneste. Man glemme derhos ikke, at Canovas første Arbeid, der strax i Rom bragte ham i et stort Rye, var Gruppen Theseus og Minotaurus, der efter alles Dom var fortreffelig udarbeidet i samme Stiil, som også hørte derhen. Selv af denne Gruppes Kobberstik ved Morghem kan man overtyde sig herom. Desuagtet vil vi, og rimeligvis i tydske Merkur, faae en saa bitter Afhandling over Canova, hvori denne Montecavalliske Jason kastes ham i Næsen. Nu vel! Jo bittrere, jo kierkomnere! Saaledes stemmer den med Menneskenes Skadeglæde, og desværre ogsaa med Tidens Aand.”

Man seer lettelig – siger den Ven, der først har giort Undertegnede opmærksom paa ovenstaaende – at vor Thorvaldsens Jason maa have opvakt Skinsyge hos Canovas blinde og eksklusive Forgudere – og hvilken stor Mand har ikke dem? Imidlertid er unægtelig just dette os Borgen for, at vor Landsmand maa besidde mere end almindelig Kunstnerværd! o, at han maatte opfylde, hvad Kunstens Venner fra hans tidlige Aar spaaede sig af ham; at han engang, men under en lykkeligere Stierne, maatte erstatte os sin store Lærer, Winckelmanns Ven, Danmarks Phidias, Wiedewelt!