Tidslinje

Kategori: Analyseeksempel

Formalanalyse - et eksempel

En formalanalyse af Bertel Thorvaldsens portrætstatue af Maria Fjodorovna Barjatinskaja. 1818-1825

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Portrætstatue af Maria Fjodorovna Barjatinskaja. 1818-1825

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Portrætstatue af Maria Fjodorovna Barjatinskaja. 1818-1825. Thorvaldsens Museum. Foto: Ole Woldbye

Portrætstatuen af Maria Fjodorovna Barjatinskaja er udført af den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) i årene 1818-1825. Statuen er hugget i statuario-marmor i helfigur og er i naturlig legemsstørrelse. Statuen måler 181 cm og er opstillet på en ca. 1 meter høj sokkel.
Portrættet viser den 25-årige russiske fyrstinde Maria Fjodorovna Barjatinskaja (1793-1858). Hun var gift med fyrst Ivan Ivanovitj Barjatinskij (ca. 1768-1825), som bestilte portrætstatuen hos Thorvaldsen. Fyrsten døde dog inden, portrættet var færdiggjort, og det endte derfor i Thorvaldsens egen samling. Da Thorvaldsens Museum åbnede i København i 1848 indgik portrætstatuen i museets samling.

Portrættet viser den unge fyrstinde stående i en rolig, hvilende stilling. Hendes højre pegefinger er ført til hagen og hendes ansigt, som er drejet i trekvartprofil mod højre, en anelse nedadvendt men med et let himmelvendt blik. Håret er opsat i en krone af krøllede lokker, og hun er klædt i en fodlang kjole, der er indsnøret under brystet. Over venstre skulder bærer hun desuden et sjal, der falder ned langs kjolen. Med venstre hånd samler hun kjole og sjal foran sig i et fyldigt draperi, og på fødderne har hun lette sandaler.

Statuen er hugget i det næsten kridhvide statuario-marmor, der er bearbejdet, så overfladen imiterer materialer som hud, kjolestof og hår. Fyrstindens ansigt, hals og arme er gengivet som glat, blød hud i det hvide marmor. På lignende vis er marmoret bearbejdet, så det gengiver kjolens lette stof med bløde foldekast.
Den meget detaljerige, minutiøse bearbejdning af marmoret, giver statuen et kontrolleret udtryk. Marmorets matte overflade er desuden med til at give et klart indtryk af statuens overflade og afgrænsning, dens omrids eller såkaldte kontur. Den klare kontur giver indtryk af stabilitet, ro og evighed.

Statuens komposition er domineret af den vertikale akse i fyrstindens stilling. Den suppleres af de mange vertikale linjer i kjolens foldekast. Statuen får derved et let udtryk og en opadstræbende bevægelse, der forstærkes af fyrstindens opsatte hår og opadvendte pegefinger. For statuens bevægelse er fyrstindens håndstillinger, den såkaldte gestik, vigtige fokuspunkter. Gestikken fanger beskuerens opmærksomhed, og den skaber både en opadgående bevægelse, men bremser samtidig en nedadgående bevægelse. Den strakte finger mod hagen griber beskuerens blik og fører det opad over det rolige ansigt, hvor det himmelvendte blik fører det videre opad. Den venstre hånd holder derimod kjolens livlige stof i et fast greb, så den nedadgående bevægelse bremses og kontrolleres.

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Portrætstatue af Maria Fjodorovna Barjatinskaja. 1818-1825

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Portrætstatue af Maria Fjodorovna Barjatinskaja. 1818-1825. Thorvaldsens Museum. Foto: Ole Woldbye

Portrættet er præget af præcise, mangfoldige detaljer. Hud, hår og sandalens stropper er fx minutiøst beskrevet, men samtidig er fyrstindens ansigt uden individualiserende, personlige træk. Ansigtets perfekte symmetri og glatte hud indikerer en markant idealisering, der – ligesom statuens klare kontur – fremmer helhedsoplevelsen af figuren.

Statuens naturlige legemsstørrelse appellerer til beskuerens identifikation, og ansigtets let nedadvendte vinkel retter sig mod beskueren på gulvet. Modsat er fyrstindens himmelvendte, eftertænksomme blik fjernt fra beskuerens fysiske tilstedeværelse, og figuren etablerer derfor ikke en direkte kontakt med beskueren, men distancerer sig snarere fra den fysiske verden. Den rumlige afgrænsning fra beskueren understøttes af statuens placering på en ca. 1 meter høj sokkel. Resultatet er, at beskueren må betragte fyrstinden med frøperspektivets distance.

Konklusion

Portrætstatuens vertikale komposition, materialets minutiøse behandling og den idealiserede form giver statuen et overordnet roligt og ophøjet udtryk, som forstærkes af figurens opadstræbende bevægelse. På spil er kontrasten mellem ånd og materie, mellem tanke og virkelighed. Den højre hånds pegende finger og det himmelvendte blik markerer fyrstindens interesse for det åndelige, mens den venstre hånds kontrollerende greb så at sige holder den fysiske virkelighed fast. Om statuen åbner eller lukker sig for dialog afhænger nok af, om beskueren lader sig hæve op i fyrstindens åndelige sfære, eller om beskueren – som kjolestoffet – fastholdes i materiens låsende greb.