Tidslinje

Keramik på Vejen Kunstmuseum

Keramiksamlingen på Vejen Kunstmuseum tager udgangspunkt i de mange vaser, krukker, buster og små skulpturer, som billedhuggeren og keramikeren Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) med storsind skænkede sin fødeby. Antallet af hans værker er gennem årene steget støt takket være donationer og løbende indkøb. På museet kan studeres alle sider af hans vilde eksperimenter, der selv i dag synes moderne.
Gradvist er der opbygget en samling til perspektivering af hans virke. Allerede i 1960’erne forærede den vidtfavnende kunstner, Asger Jorn, museet et par krukker af Th. Bindesbøll. I løbet af de seneste år er dertil kommet eksempler på, hvad andre af Hansen Jacobsens samtidige udrettede. I forlængelse af hans utraditionelle virke, rummer keramik-samlingen – der nu forgrener sig ud i andre dele af museet – mange af de mindre kendte navne, der sjældent kan studeres andetsteds; navne som Møller og Bøgelys værksted, Chr. Joachim, Mendes da Costa, Karl Schrøder, Karen Hannover, Siegfried Wagner, Martin Mortensen og kendte navne som Patrick Nordström og Søren Kongstrand.

For ikke at opbygge en parallelsamling, der dublerer det, der findes hos kollegainstitutioner, er der indgået deponeringsaftaler med Kunstindustrimuseet, Ny Carlsberg Glyptotek og for Søren Kongstrands vedkommende med Esbjerg Museum, Esbjerg Kunstmuseum og en enkelt privatperson. montrene ses desuden eksempler på, hvordan forskellige kunstnere, særligt billedhuggere, har arbejdet med farvelagte keramiske værker, f.eks. Hugo Liisberg, Sigrid Lütken, Niels Guttormsen, Ursula Munch-Petersen, Eric Erlandsen, Ursula Reuter Christiansen og Bjørn Nørgaard.

Se mere på Vejen Kunstmuseum