1960 og frem

1960’erne og 1970’erne var præget af politiske, samfundskritiske og eksperimenterende kræfter, der også kom til udtryk i kunsten. En masse forskellige kunstneriske retninger voksede frem i denne periode. De tre mest markante strømninger var Popkunst, Konceptkunst og Minimalisme.

Der opstod en ny opfattelse af skulpturen, og kunsten i det hele taget, der var med til at rykke voldsomt ved det hidtidige kunstbegreb. De traditionelle kunstneriske genrer, som maleri og skulptur, blev for alvor udvidet og ændret. Et kunstværk kunne nu både være en installation, en oplevelse eller happening. Nu var kunsten ikke kun æstetiske genstande man kunne se på, men også noget man kunne opleve med hele sin krop og alle sine sanser.

Flere kunstnere gik sammen og eksperimenterede med kunstens muligheder. Den internationale kunstnersammenslutning Fluxus opstod i begyndelsen af 1960’erne, som en reaktion mod det etablerede og snævre kunstbegreb. Blandt kunstnerne der var med i denne kontroversielle bevægelse var Joseph Beuys, der introducerede begrebet social skulptur, hvor kunstværket opfattes som en handling i meget bred forstand. Beuys fik gennem den tysk/danske kunstner Arthur Köpcke indflydelse på den danske kunstnersammenslugning Eks-skolen, som havde en del til fælles med Fluxus.

I slutningen af 60’erne og op i 70’erne dukkede kunstretninger som Arte Povera, Land art, Superrealisme, Feministisk kunst og Performance frem. Skulpturkunsten i 60’erne og 70’erne var optaget af kunstens forhold til den sociale og fysiske verden. Kunstnerene var meget bevidste om skulpturens forhold til det form- og materialemæssige og til beskuerens rolle. Mange værker var ikke skulpturer i traditionel forstand, men performances og installationskunst.

1980’ernes postmoderne skulptur byggede videre på minimalismens rene, stiliserede former, men tilføjede skulpturen referencer og fortællende aspekter, som kunstnerne ellers forsøgte at undgå i de tidligere minimalistiske værker. Kunstnerne fjernede sig fra det politiske og rettede sig mod en mere filosofisk tilgang til det skulpturelle.

Nogle af de væsentlig danske kunstnere, der har beskæftiget sig med det skulpturelle udtryk fra perioden 1960 og frem er blandt mange andre Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby, Arthur Köpcke, Sven Wiig Hansen, Jørgen Haugen Sørensen, Willy Ørskov, Stig Brøgger, Hein Heinsen, Mogens Møller, Paul Gernes, Peter Bonnén, Sven Dalsgaard, Ib Braase, Kirsten Justesen, Thomas Bang, Kirsten Ortwed, Henrik B. Andersen, Peter Bonde, Morten Stræde, Claus Carstensen, Øivind Nygård, Søren Jensen, Ingvar Cronhammer, Lone Høyer Hansen, Christian Lemmerz. Mange af dem har arbejdet i flere medier og indenfor forskellige kunstgenrer og retninger, og er stadig aktive udøvende kunstnere.

En del af de kunstretninger der opstod i perioden 1960-90 er igen aktuelle hos mange samtidskunstnere, men ofte blandes de forskellige retninger indenfor den enkelte kunstners værk.