Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde

Et heroisk selvportræt af guddommelige dimensioner
Thorvaldsen udførte få selvportrætter og kun denne ene selvportrætstatue. Han har i selvportrætstatuen idealiseret sit udseende med en velproportioneret brystkasse, hårpragt som en løvemanke og et selvsikkert, lidt brysk blik. Det gør ham stærk og heroisk, som var det mandlige ideal på Thorvaldsens tid. Han var dog en ældre herre på 69 år, da han i 1839 modellerede selvportrætstatuen.

Hammeren og Thorvaldsens kraftfulde fremtoning giver associationer til guden Thor fra den nordiske mytologi. Måske er det en bevidst henvisning, da Thorvaldsen på grund af sit høje, lyse udseende blev kaldt for Thor i sin samtid. Han sagde selv: ”Man har kaldt mig Thor, den eene Thor knuser, den Anden skaber.”

I statuen viser Thorvaldsen billedhuggerens arbejdsproces fra rå sten til færdigt værk. Bag Thorvaldsen står en uforarbejdet marmorblok. Den vil med tiden blive hugget til, som Håbets gudinde er ved at blive det. I hænderne holder han billedhuggerens vigtigste redskaber, en hammer og mejsel.

Thorvaldsen skabte allerede Håbets gudinde i 1817. Som del af hans selvportrætstatue fortæller den om Thorvaldsens interesse for antikkens græske kunst. Den lille statues udtryk er inspireret af græsk-arkaiske skulpturer. De blev skabt ud fra særlige regler eller skemaer for hvordan de skulle stå, og deres kroppes skulle udformes. Denne skematiske form var uden meget bevægelse og skulle udtrykke noget guddommeligt.

Udtryk og form
Den eftertænksomme stilstand i Thorvaldsens selvportræt er karakteristisk for hans nyklassicistiske stil. Men skulpturen udtrykker hovedsageligt en afvigelse i forhold til Thorvaldsens andre værker.

Modsætning imellem Thorvaldsens egen robuste figur og den mindre forfinede gudinde-figur står i modsætning til Thorvaldsens traditionelle stræben efter et harmonisk udtryk med balance og klarhed i formen.

En anden afvigelse er selvportrætstatuens dynamiske komposition. Normalt er Thorvaldsens skulpturer stærkt frontale. Med selvportrættet har Thorvaldsen skabt en skulptur, hvor betragteren må bevæge sig rundt om skulpturen for at se den bagved stående marmorblok og Håbets gudinde.

Håbets gudindes stiliserede og rolige udtryk skulle være en kontrast til Thorvaldsens egen figur og dermed fremhæve Thorvaldsens levende udtryk: det søgende blik, dobbelthagerne og poserne under øjnene. Det er realistiske træk, som var karakteristisk for flere af Thorvaldsens sene portrætter. Det var udtryk for et skift i tidens kunstsmag fra idealisering til realisme.

Thorvaldsens inspiration
Thorvaldsen søgte ofte inspiration til sine kunstværker i antikkens kunst. En inspirationskilde til Selvportrætstatuen kunne være en antik fremstilling af guden Dionysos, der også læner sig op ad Håbets gudinde. En version af den antikke skulptur tilhørte den engelske bankierfamilie Hope, der var blandt Thorvaldsens kunder. Hope-familiens antikke Dionysos-skulptur er bortkommet. Der eksisterer dog en kopi i Eremitage-museet i Skt. Petersborg.

Andre har i tidligere portrætter af Thorvaldsen sammenstillet ham med Håbets gudinde. Et eksempel er et portræt fra 1823 af den tyske nyklassicistiske maler Carl Begas (1794-1854). Her står Thorvaldsen over for den lille statue. Thorvaldsens Museum ejer en kopi udført i 1828 af den danske maler A. L. Koop.

Tilbage i Danmark
Thorvaldsen skabte sin selvportrætstatue på opfordring fra sin veninde og velgører, Baronesse Christine Stampe. Hun opmuntrede ham til opgaven, fordi hun ønskede hans træk udødeliggjort. Statuen blev udført på baronessens herregård Nysø ved Præstø. Thorvaldsen opholdt sig en del her efter hjemkomsten til Danmark i 1838 og forærede familien Stampe flere af sine kunstværker. Både originalmodellen til selvportrætstatuen og andre Thorvaldsen-værker, der tidligere var i Stampefamiliens eje, findes i dag på et lille Thorvaldsen Samlingen på Nysø.

Thorvaldsens Museums marmorstatue er en kopihugning
fra 1859.

Foto: Ole Woldbye