Thorvaldsens Museum
Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 København K
Telefon 33 32 15 32, Fax 33 32 17 71, E-mail: thm@thorvaldsensmuseum.dk
Web: www.thorvaldsensmuseum.dk, tilbygningen.dk

Thorvaldsens skulpturer

Christine Stampe

Christine Stampe, marmorbuste, A217

Baronesse Stampes biografi
Christine Marguérite Salome Stampe (1797-1868) var gift med baron Henrik Stampe. De boede på herregården Nysø ved Præstø, hvor Thorvaldsen opholdt sig meget i sine sidste år med hende som en engageret salonværtinde.

Baronesse Stampe var barn af en tysk moder og en schweizisk fader. Som ung mistede hun forældrene og voksede op i Italien forsørget af to brødre. Gennem broderen Jean Dalgas (1788-1835), der fungerede som dansk konsul i Napoli, kom hun i kontakt med danske Italiensrejsende. Hos broderen Christian Dalgas (1789-1864), der var handelsmand i Livorno, mødte hun sin senere ægtefælle Henrik Stampe (1794-1876). De blev gift i 1820 og flyttede tilbage til Danmark.

Baronessen på Nysø
Med sit ægteskab med baron Stampe havde Christine Stampe taget et stort socialt spring ind i den danske adel. På deres herregård Nysø ved Præstø overtog hun hurtigt ledelsen sammen med godsforvalteren, fordi hendes mand i perioder havde psykiske problemer. Henrik Stampe var ud fra tidens normer anderledes. Han var passioneret motionist, nøgenbader og vegetar og opførte sig i det hele taget anderledes, selv uden for sine sygdomsperioder. Han var derfor ude af stand til selvstændigt at stå for Nysøs praktiske drift. Christine Stampe blev familiens dominerende og myndige matriark.

Salonværtinden
Med status som baronesse og Nysø som ramme afholdt Christine Stampe flere selskaber for tidens fremtrædende kulturpersoner inden for kunst, politik og videnskab. Blandt de besøgende var H. C. Andersen (1805-1875), digteren Adam Oehlenschläger. Også N. F. S. Grundtvig (1783-1872) gæstede Nysø.

Baronessen som kunstmæcen
Baronessen var kunstnerisk interesseret og dyrkede selv landskabsmaleriet. Flere af guldalderens malere besøgte Nysø og har portrætteret familiens medlemmer.

Efter sin hjemkomst fra Rom i 1838 blev Nysø Bertel Thorvaldsens mest yndede opholdssted. Christine Stampe indrettede et atelier på Nysø til billedhuggeren, som hun holdt meget af. Hun organiserede også underholdning, og Nysø blev i hendes periode en form for herregårdssalon. Især i årene 1839-44, hvor Thorvaldsen boede der. På Nysø fandt billedhuggeren arbejdsro. Flere af hans kristne motiver fra de sene år har han skabt her. Ligesom han også, tilskyndet af Christine Stampe, skabte sin Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde på Nysø. Med sin familie rejste baronesse Stampe i 1841 sammen med Thorvaldsen til Italien. Det blev billedhuggerens sidste besøg i den by, der havde været hans hjemby i mere end 40 år.

Baronesse Stampes Erindringer
I 1912 udkom Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen. Heri kan man læse, at hun kaldte sig selv for “Thors” muse, mens Thorvaldsen kaldte hende for “gamle Mutter”. Da hun døde i 1868, kom erindringerne i sønnen Holgers besiddelse. Det blev barnebarnet Rigmor Stampe Bendix, der fik erindringerne udgivet med kommentarer i 1912. Erindringerne er en væsentlig kilde til viden om Thorvaldsens alderdom og til indsigt i kunstmæcenernes rolle i guldalderens kultur- og socialhistorie.