Nyklassicismen

Nyklassicismens begyndelse
I midten af 1700-tallet foretog man store, arkæologiske udgravninger i Italien og Grækenland. Det bragte skulpturer, bygningsværker og vægmalerier fra antikken frem i lyset. Det fik flere samtidige kunstnere og intellektuelle til at tale for, at man skulle hente inspiration i antikkens kunst til at udvikle en ny, stor samtidskunst.

Antikken stod for mange i tiden som en ideal fortid. Kunstnere søgte inspiration i periodens græske kunst og litteratur og tilsvarende den romerske kunst og litteratur, fordi de ønskede at genskabe antikkens idealer på alle områder i samtiden. De kopierede antikkens kunst og fik dermed tilegnet sig det antikke formsprog, der idealiserede menneskefiguren og arbejdede med et harmonisk udtryk. Det var særligt den såkaldte klassiske periode inden for den antikke kunst, som samtiden fandt ideal. Tidens nye kunstideal blev derfor kaldt en ny klassicisme.

Nyklassicismen er ikke bare en kopi af antikkens kunst. Nyklassicismens kunstnere nyfortolkede også de antikke motiver for at udforme et udtryk tilpasset samtidens smag.

Nyklassicismens ideal – det skønne og det gode
Ved at benytte et nyklassicistisk udtryk ville man få folk til at stræbe efter det gode – i livet, i mennesket og i samfundet. Inspireret af antikkens filosofi mente nyklassicisterne, at det gode kunne udtrykkes igennem den skønne form. Det skønne kunne opnås med harmoniske proportioner, et velkomponeret motiv og et formfuldendt og idealiseret udtryk. Ved at stræbe efter sådan et udtryk mente man i tiden, at kunstnere kunne nå frem til den sande, kunstneriske idé.

Nyklassicismens motiver
Antikkens motiver blev den egentlige inspirationskilde for de fleste nyklassicistiske kunstnere, herunder skildringerne af blandt andet antikkens mytologiske fortællinger. Man gentog ikke kun motiverne i antikkens kunst, men også måden de var blevet skildret på. F.eks overtog man antikkens kropsideal og figurstillinger med få variationer.

Et teoretisk fundament
Nyklassicismens kunstnere fandt et teoretisk fundament hos den samtidige, tyske oldtidsforsker J. J. Winckelmann (1717-1768). Han beskrev i 1755 det ideale udtryk i den klassiske kunst sammenfattende som en ’ædel enfold og stille storhed’. Med enfold mentes en entydig, ideal og enkel fremstilling. Og med stille storhed mente han, at motiverne var fremstillet i en afdæmpet, harmonisk form og derigennem fik deres storhed.

Kvaliteterne ved antikkens kunst afspejlede, ifølge Winckelmann, de ideale forhold i antikkens samfund. Winckelmann mente, at gode vejrforhold, fortidens demokratiske, politiske klima, kulturelle ceremonier m.v. havde haft indflydelse på udviklingen af kunsten.

Nyklassicismens udbredelse i Europa
Den nyklassicistiske stil vandt først frem i Italien og Frankrig. I Rom kunne man se den antikke kunst udstillet og byen blev et samlingssted for kunstnere, kunstinteresserede, kunstkøbere og andre at tidens kulturpersonligheder. De antikke skulpturværker blev kopieret igennem afstøbninger i gips og solgt til samlinger rundt om i Europa. Både antikke skulpturer og vægmalerier blev gengivet i grafiske tryk og på den måde spredt rundt i Europa.

På de mange nye kunstakademier, der blev grundlagt i 1700-tallet i Europa, blev nyklassicismen i mange år den foretrukne stil. Her opbyggede man store afstøbningssamlinger efter de antikke originaler, der blev omdrejningspunktet for undervisningen.

Inden for nyklassicistisk skulptur blev den italienske billedhugger, Antonio Canova, af mange opfattet som den førende. Denne position er den franske maler Jacques-Louis David (1748-1825) blevet tildelt inden for maleriet. Han fik også indflydelse på danske kunstnere, blandt andet C. W. Eckersberg.

Nyklassicismen i Danmark
Nyklassicismen kom tidligt til Danmark via blandt andre den franske billedhugger J.-J. Saly (1717-1777), der skabte rytterstatuen af Kong Frederik V på Amalienborg Slotsplads. Én af de tidligste danske, nyklassicistiske billedhuggere var Johannes Wiedewelt (1731-1802). Han havde opholdt sig i Paris og i Rom i 1750,erne og var blevet inspireret af Winckelmanns tanker. Med sin ansættelse som professor på kunstakademiet i København fik Wiedewelt en vis indflydelse på den største danske nyklassicist, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen. Men større indflydelse fik malerprofessor N. A. Abildgaard.

Nyklassicismens politiske rolle
Nyklassicismens udbredelse skete i takt med, at der opstod et stigende behov i midten af 1700-tallet for at finde et alternativ til den dominerende stilart i det tidlige 1700-tal, rokokoen, som man efterhånden var kommet til at opfatte som overfladisk og pyntesyg. Man forbandt den nemlig med enevældige fyrsters ekstravagante livsstil, uden skelen til flertallets behov. Det var derfor ikke kun nok med nye politiske vinde. En ny stil kunne også være med til at signalere en ny tid med nye værdier. Når nyklassicismen fik så stor en udbredelse, kan det forklares med, at stilens forbillede, antikkens kultur, kunst og samfund, repræsenterede mere demokratiske værdier, og at kunsten også dengang havde været med til at højne moralen i samfundet.

Nyklassicismens harmoniske og ideale skønhed blev et moralsk alternativ for såvel adelen som det borgerskab, der i slutningen af 1700-tallet fik større indflydelse og rigdom. Ved at dyrke nyklassicismens æstetik, signalerede man, at man tilstræbte en højere menneskelig moral.

Nyklassicismens idealer udsprang af den samtidige Oplysningstid, hvor radikale kræfter over hele Europa kæmpede mod enevælden og for demokrati og frie individer.