De tre smukke søstre
Mange kunstnere har siden antikken interesseret sig for Gratierne, der personificerer noget yndefuldt. Af samme grund har Thorvaldsen beskæftiget sig med motivet i flere af sine kunstværker. De tre smukke kvinder udstråler kærlighed, skønhed og ærbarhed som ideale tilstande. Det var kvindelige dyder i Thorvaldsens samtid.

I antikkens mytologi optræder Gratierne som kærlighedsgudinden Venus’ tjenerinder. De var døtre af den øverste gud Jupiter og en nymfe. Som én af deres opgaver skulle Gratierne smøre Venus ind i skønhedssalve. Deres egenskaber var ynde og glæde. Men de blev også æret som gudinder for naturens gang og frugtbarhed. Thorvaldsen har antydet Gratiernes relation til Venus ved at inddrage elskovsguden Amor , som var kærlighedsgudindens søn.

Amors tilstedeværelse forklarer Gratiernes følsomme udtryk og eftertænksomhed, der er et resultat af hans lyrespil. Thorvaldsen har med Amors placering i gruppen dermed også udtrykt en sammenhæng mellem skønhed og kærlighed.

Kunstinteresserede i samtiden blev så betaget af den lille figur, at Thorvaldsen senere valgte at fremstille Amor med lyren som en selvstændig skulptur.

Udtryk og form
Skulpturen udtrykker en enkelhed, både i Gratiernes symmetriske opstilling og på grund af deres ens udseende. Denne harmoni kendetegner Thorvaldsens udtryk inden for nyklassicismen .

De tre nøgne, velskabte kvinder kunne nemt blive opfattet som erotiske og tiltrækkende, men i Thorvaldsens fremstilling udebliver den seksuelle udstråling. Det skyldes, at Gratierne lukker sig om sig selv. Måden de holder om og ser på hinanden signalerer, at de kun er til for hinanden.

Thorvaldsen har på den måde fjerne fokus fra deres nøgne kroppe. Han har ønsket at koncentrere betragterens opmærksomhed på det, han fandt vigtigst, nemlig skønheden. Den udtrykker han igennem skulpturens harmoniske og klare form. Gratiernes kroppe er velproportionerede. Den hvide Carrara-marmors matte overflade og Gratiernes nøgenhed fastholder et afdæmpet udtryk.

Thorvaldsens inspiration
Forbilledet for Thorvaldsens symmetrisk opstillede og nøgne Gratier skal findes i antikkens fremstillinger af motivet. I antikken vender den midterste Gratie oftest ryggen til betragteren, som det f.eks. er tilfældet i Gratiegruppen fra Vatikanmuseet i Rom.

Den midterste Gratie er i Thorvaldsens skulpturgruppe placeret med front mod betragteren. Det tyder på, at Thorvaldsen har skelet til sin samtidige kollega, den italienske billedhugger Antonio Canova . Canova udførte en gratie-gruppe i 1813-1816, hvor han brød med antikkens forbilleder og placerede den midterste Gratie frontalt.

Skulpturens historie
Thorvaldsens interesse for Gratierne kan spores tilbage til 1796, hvor han lavede en tegning af en antik Gratie-gruppe . Også inden han modellerede Gratierne og Amor i 1817-19, havde han udført mange skitsetegninger. De viser, at han afprøvede forskellige opstillinger, både med den midterste Gratie med ryggen til og vendt med fronten til betragteren.

Foto: Ole Woldbye