Hugget eller modelleret form

Billedhuggeren kan vælge forskellige teknikker til at udforme en skulptur.

Foto: Eva Henschen

En skulptur kan hugges, fx i marmor. Når en skulptur hugges, er det overordnede princip, at billedhuggeren former ved at fjerne overskydende materiale. (Den subtraktive metode).

Billedhuggeren benytter sig her af værktøj som spidsjern, spidsmejsel, tandjern, tandmejsel, bredjern, flad mejsel, kantjern, rundjern, buet mejsel, hammer, riffeljern, riffelhammer, stjernehammer, stokjern, stokhammer, fil, bor, slibesten og krumpasser.

Foto: Helle Nanny Brendstrup

Skulpturen kan også modelleres, fx i ler. Når en skulptur modelleres, er det overordnede princip, at billedhuggeren former ved at lægge materialet til. (Den additive metode).

Endelig kan skulpturen bestå af forskellige materialer, der er føjet sammen. De sammenføjede dele kan være både huggede og modellerede former.

Skulpturmodelleringens redskaber. Foto: Aage Petersen

Skulpturhugningens redskaber. Foto: Aage Petersen

Billedhuggerens materialevalg

I forskellige perioder har forskellige skulpturmaterialer og dermed også arbejdsmetoder været foretrukket.

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Gratierne og Amor. Marmor. Højde 172,7 cm. Egenhændigt marmorarbejde. Betegnet "Thorvaldsen Fecit". Thorvaldsens Museum. Foto: Ole Woldbye

På Bertel Thorvaldsens (1770-1844) tid var den færdige skulptur som oftest hugget i marmor, og ordene ”En skulptur fødes i ler, dør i gips og genopstår i marmor” var typisk for hans tid.

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Gratierne og Amor. Skitse. 1817. Gips. Originalmodel. Højde 58 cm. Thorvaldsens Museum. Foto: Ole Woldbye

Selve den kunstneriske formgivning udførte Thorvaldsen i en modelleret figur, og ofte overlod han det efterfølgende arbejde med afstøbning af modellen i gips og udhugning i marmor til andre.

I nogle tilfælde lod Thorvaldsen andre grovhugge skulpturen, så han kunne færdiggøre dens overflade. I andre tilfælde kom marmorudgaven af en given skulptur slet ikke forbi hans værksted i Rom. Men marmorversionen blev – og bliver stadig – betragtet som det endelige værk.

Joakim Skovgaard (1856-1933) og Thorvald Bindesbøll (1846-1908): Dragespringvandet. 1889-1923. Bronze og granit. Højde cirka 700 cm. Dragerne er ca. 167 cm. Københavns Kommune. Opstillet 1904 på Rådhuspladsen. Foto: Thorvaldsens Museums arkiv (fotograf ubekendt)

Omkring år 1900 blev den modellerede skulptur støbt i fx bronze aktuel. Materialevalget gav muligheder for nye former, da bronze – i forhold til marmor – er meget mere fleksibelt og kan bruges til at lave skulpturer med dristige former. Joakim Skovgaard (1856-1933) og Thorvald Bindesbølls (1846-1908) Dragespringvand er et godt eksempel på dette, ligesom også skulpturer af Niels Hansen Jacobsen (1861-1941).

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941),Døden og moderen, ca. 1892, bronze, 32 cm, Vejen Kunstmuseum, foto: Vejen Kunstmuseums arkiv

Marmor som materiale var langsomt, men sikkert gledet ud af dansk skulptur fra slutningen af 1800-tallet, hvor bronze blev det foretrukne materiale. Måske fordi det hvide marmor hørte til nyklassicismens stil. Med andre ord: Det hvide marmor var med Thorvaldsens kolossale livsværk blevet så solidt forbundet med det klassicistiske formsprog, at efterfølgende generationer måtte tage nye teknikker i brug for at frigøre sig fra Thorvaldsens nyklassicisme og skabe et nyt kunstnerisk formsprog. Her kunne den modellerede skulptur støbt i bronze bruges. Som materiale var bronze også mere taknemmeligt – det kunne i forhold til marmoren udnyttes til at fremstille skulpturer med store linjer og dristige diagonaler. Med andre ord: Den modellerede skulptur støbt i bronze kunne bruges til nye former for en ny, moderne tid.

I starten af 1900-tallet var skulpturens materiale kun ganske sjældent hvidt marmor. Derimod var bronze, granit, sandsten, kunststen (cement) samt farvet marmor aktuel ligesom også stentøj og glaseret lertøj.
J.F. Willumsen (1863-1958) var en af de mest “farverige” kunstnere omkring år 1900, og i sine skulpturelle værker kombinerede han ofte mange forskellige materialer. Dette ses tydeligt i Det store Relief.

J.F. Willumsen (1863-1958), Det store relief, 1893-1928, flerfarvet marmor og andre stenarter samt forgyldt bronze, 440 × 645 cm. Deponeret på J.F. Willumsens Museum af Statens Museum for Kunst. © J.F. Willumsen/billedkunst.dk, foto: Anders Sune Berg

Den akademiske metode

En skulptur kan som sagt hugges, modelleres eller sammenføjes. Meget enkelt skulle man synes. Men alligevel er kunstnerens arbejdsmetoder komplicerede. For selvom en skulptur er modelleret i fx ler, kan vi meget vel opleve den i parken som en afstøbning i bronze. Og selvom skulpturen er hugget i marmor, kan kunstnerens udgangspunkt sagtens have været en modelleret figur.

Thorvaldsens typiske arbejdsgang kaldes for den akademiske metode. Arbejdsgangen blev benyttet fra slutningen af 1700-tallet på kunstakademierne rundt omkring i Europa og indbefatter modellering af en lermodel og fremstilling af en originalmodel, som bruges som udgangspunkt for kopiering i marmor.

Modellering af lermodellen

Når Bertel Thorvaldsen skulle udføre en skulptur, begyndte han med at modellere en lermodel. Det var i modelleringen af lermodellen, kunstneren i realiteten traf beslutning om skulpturens form. Den blev modelleret op over et jernstativ, der sikrede, at lermodellen, som sagtens kunne blive temmelig tung pga. det våde ler, ikke faldt sammen. Under modelleringen måtte Thorvaldsen konstant sikre sig, at leret forblev fugtigt, og i arbejdspauser blev våde klude svøbt om figuren. Ler skrumper og slår også ofte sprækker, når det tørrer. Derfor måtte lermodellen efter færdiggørelse ”foreviges” i gips.

Modellering af lermodel. Foto: Jonals Co.

Opstillingen viser billedhuggerens arbejde med modellering af den såkaldte lermodel. Jernstativet med arme fungerer som lermodellens skelet.

Originalmodellen

Med en gipsafstøbning blev lermodellen foreviget. Gipsafstøbningen blev konkret udført ved, at der blev lagt en gipsform hen over den endnu våde lermodel. Så snart gipsformen var tør, blev den delt i to, leret blev fjernet, og lermodellen gik tabt. Den todelte form kaldes for den uægte form. Derefter blev gipsformen samlet og fyldt med gips, hvorefter den uægte form blev hugget bort. Det, der nu stod tilbage var en tro kopi i gips af den oprindelige lermodel. Da lermodellen går til grunde i afstøbningsprocessen, er det gipsafstøbningen, der kaldes for originalmodellen.
Originalmodellen var herefter udgangspunkt for afstøbninger og kopier i sten.

Uægte form. Foto: Jonals Co.

Opstillingerne viser arbejdsprocessen i fremstillingen af en originalmodel. Over lermodellen støbes en uægte form, som fyldes med gips og derefter hugges bort. Foto: Jonals Co.

Udhugning i marmor

Ud fra originalmodellen kunne Thorvaldsen nu hugge – eller lade håndværkere hugge – marmorskulpturen ved brug af målerammer med nedhængende lodder eller et punktér-apparat, den såkaldte ”punktérmetode”. Ved hjælp af lodderne eller apparatet kunne originalmodellens ydre punkter opmåles og overføres til en blok marmor. Med blyantskryds blev udvalgte punkter på originalmodellen afmærket og overført til marmorblokken ved hjælp af målestokke, krumpassere og målerammernes nedhængende lodder.
Huggearbejdet i marmor foregik med redskaber som blyslægge, runde træhammere og mejsler, der både var almindelige fladjern, spidsjern og tandjern med grove eller finere tænder. Til at bore huller brugte Thorvaldsen små bor, og overfladen blev bearbejdet med raspe, sandsten, pimpsten, smergel og nogle gange poleret med voks.

Hugning i marmor med brug af punktérapparat. Foto: Jonals Co.

Afstøbningsteknikker

Originalmodellen kunne også bruges som udgangspunkt for forskellige afstøbningsteknikker.
Skulpturer i bronze er oftest resultatet af støbeteknikken cire-perdue, eller oversat tabt-voks-metoden. Metoden bruges når billedhuggerens modellerede figur, lermodellen, skal foreviges i bronze eller andre metaller.
Tabt-voks-metoden er en kompliceret teknik og udføres typisk af et bronzestøberi, og metoden skal her kun overfladisk beskrives. På grund af metallets vægt og pris, støbes skulpturer ikke som kompakte metalskulpturer, men som hule “metalskaller”. Teknikken udnytter, at voks både kan størkne og være flydende. I realiteten laver man et eksakt voksaftryk af skulpturen. Voksaftrykket er indlejret i en form, og man udnytter hulrummet, der opstår, når voksen opvarmes og hældes ud af formen, deraf navnet “tabt-voks”. I hulrummet hældes den flydende metal, som bliver til den færdige skulptur.

Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984): To levende væsener. 1935. Bronze. Højde 49 cm. Fyns Kunstmuseum. Foto: Wermund Bendtsen, Odense

Sonja Ferlov Mancobas To levende væsener fra 1935 er et eksempel på en skulptur støbt i bronze.

Læs mere om tabt-voks-metoden hos Broncestøberiet Leif Jensen under menupunktet “procesforløb”.

Den moderne billedhuggers frie arbejdsmetode

Man kan populært sige, at modernismen befriede billedhuggeren fra at bruge den akademiske metode, som indbefatter arbejdet med lermodel, originalmodel og punktérmetode.
Ved starten af 1900-tallet begyndte en billedhugger som Kai Nielsen (1882-1924) at hugge direkte i marmoret uden en originalmodel i fuld størrelse at ”punktere” fra. At hugge direkte i stenen gav ofte en friere og enklere behandling af formen. Skulpturen blev nu ofte opfattet som “blok”. Det vil sige som en form i sin egen ret uden nødvendigvis at være tænkt som en ”fortællende figur”, hvilket fx havde været udgangspunktet for Thorvaldsens og Jerichaus skulpturer.

Kai Nielsen (1882-1924): Granittøsen. 1915. Granit. Højde 127 cm. Faaborg Museum. Foto: Faaborg Museum

Dette skift ses i Kai Nielsens Granittøsen fra 1912. Om en lignende skulptur, Kai Nielsens Marmorpigen fra 1909-1910, formulerede Kai Nielsens ven, maleren Albert Nauer (1889-1973), Nielsens intention som: “Stenen er baade Kvinde og Marmor … Hun bliver til og bliver dog i Stenen.”
Når man kigger på Granittøsen kan man godt få samme fornemmelse af, at det er svært at skille kvinden som figur fra stenen som blok. Figuren er underordnet marmorblokkens form. En anden måde at formulere det på er, at man måske får en følelse af, at figuren hele tiden har ligget i marmorblokken, og Kai Nielsen har gennem huggearbejdet befriet den fra unødigt materiale.

Også den modellerede skulptur var blevet frigjort fra det klassiske, akademiske forbillede i slutningen af 1800-tallet.
Da Niels Hansen-Jacobsen (1861-1941) inspireret af kunsthåndværk i 1895-1896 modellerede figuren Trold der lugter kristenkød, skabte han stor forvirring. Da originalmodellen blev udstillet på Charlottenborg Udstillingen, blev den opført under “Kunsthåndværk”. Kort sagt: Skulpturen var så fri i sin form, at den slet ikke passede ind i Kunstakademiets begreb om “skulptur”. I samtidens øjne blev den set som en mellemting mellem kunst og kunsthåndværk, fordi kunstneren havde forkastet ideen om skulptur som en oprejst menneskekrop til fordel for Troldens frie form.

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941): Trold der lugter kristenkød. 1895-1896. Lermodel. Foto: Vejen Kunstmuseums arkiv

På fotografiet ser man Hansen Jacobsens lermodel til Trold der lugter kristenkød i hans atelier, som var en lejet kælder under det nybyggede Statens Museum for Kunst på Sølvgade. For at stabilisere figuren, havde han understøttet den med syv lange pinde. Uden stabiliseringen ville figuren nemlig falde sammen, fordi den fugtige lermasse ikke kan bære de lange, fremstrakte partier. Kunstneren havde dermed overskredet den form, som materialet selv formåede at bære. Fotografiet har formodentligt fungeret som Hansen Jacobsens egen dokumentation af lermodellen, som gik tabt i den videre arbejdsproces.

Kai Nielsen (1882-1924): To bourgeoisidamer gør morgengymnastik. 1920. Bronze. Højde 32 cm. Ny Carlsberg Glyptotek. Foto: Ole Haupt

Kai Nielsens (1882-1924) bronzestatuette To bourgeoisidamer gør morgengymnastik fra 1920 er også et godt eksempel på en skulptur med et moderne formsprog befriet fra nyklassicismens ro og stabilitet.

Marmor - altid og igen

Selvom kunstnerne omkring år 1900 havde en friere arbejdsmetode, end det havde været tilfældet i starten af 1800-tallet, var den akademiske metode ikke død. Den blev stadig brugt, når fx Hansen Jacobsens skulptur Loke lænket til klippen skulle hugges i marmor. Figuren var et af kunstnerens tidlige værker, udført før år 1900. På billedet ses yderst til højre originalmodellen og punktér-apparat, og i billedets centrum ses marmorudgaven, som er ved at blive hugget.

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941): Loke lænket til klippen. Modelleret 1888-1889. Hugget i marmor 1928-1929. Længde 243 cm. Foto: Vejen Kunstmuseums arkiv