Billedhuggeren: En mand

I Skulpturstudier præsenteres værker af fem billedhuggere, som var aktive i perioden 1800-1940. De fem billedhuggere er alle mænd, og præsentationen kan derfor nemt give indtrykket, at en billedhugger i denne periode altid var en mand.
Det samme er ofte gældende, hvis man kigger i oversigtsværker over perioden. Dér er de præsenterede værker næsten altid udført af mænd, og kvindelige kunstnere optræder ofte kun som undtagelser. Det ses for eksempel i det store oversigtsværk Dansk Skulptur i 125 år fra 1996, hvor kun fem kvindelige billedhuggere i perioden 1800-1940 er præsenteret med værkgengivelser. De fem kvinder, som bliver nævnt er Elna Borch (1869-1950), Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945), Astrid Noack (1888-1954), Helen Schou (f. 1905) og Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984).

Niels Hansen Jacobsens (1861-1941) klasse på Kunstakademiet 1884-1888. Niels Hansen Jacobsen sidder nummer to fra venstre på forreste række. Foto: Vejen Kunstmuseums arkiv

Fotografiet er fra 1880’erne og viser en klasse af udelukkende mandlige elever på Kunstakademiet i København. Først i 1888 kunne kvinderne få del i Kunstakademiets undervisning, og da kun i Den med Akademiet forbundne
Kunstskole for Kvinder, populært kaldet Kunstskolen for Kvinder. I 1908 blev Kunstskolen for Kvinder nedlagt, og kvindelige elever fik optagelse direkte på Kunstakademiet. Men først i 1924 blev Kunstakademiets kønsopdelte undervisning afløst af klasser bestående af både mænd og kvinder.

Feministisk kunsthistorie

Elisabeth Jerichau-Baumann var en af de kvindelige kunstnere, som i sin egen tid blev anerkendt som kunstner. Hun var gift med billedhuggeren J.A. Jerichau.
Elisabeth Jerichau-Baumann (1819-1881): Selvportræt med palet foran staffeli. 1858. Olie på lærred. 90 × 60 cm. Fyns Kunstmuseum. Foto: Inferno Reklamefotografi, Odense

Historien er ikke altid, som den beskrives i bøgerne. For rent faktisk var der i perioden 1800-1940 rigtig mange kvindelige kunstnere, heriblandt også billedhuggere. Vi kender dem ikke så godt i dag – de optræder kun sjældent i museumssamlinger. Men datidens udstillingskataloger og udstillingsanmeldelser gemmer på historien om kvinderne, som også dengang beskæftigede sig som kunstnere. Derfor er det oplagt at spørge, hvorfor de historiske kvindelige kunstnere er så usynlige i den skrevne historie.
Den feministiske kunsthistorie beskæftiger sig med at indkredse et svar herpå, og en del af svaret kan nok findes i analysen af begrebet “kunstner”. Ser man kritisk på den traditionelle kunsthistorie, kan man pege på, at den fortæller en historie, hvor kunstneren altid er en mand, der beskrives som en form for guddommelig skaber med en gådefuld evne, ofte kaldet genialitet. Karakteristisk for kunstneren er også karaktertræk som “handlekraftig”, “vedholdenhed” og “professionalisme”. Karaktertræk, som traditionelt karakteriseres som maskuline. Indlejret i begrebet “kunstner” er altså typisk ideen om “kunstneren-som-en-mand-født-til-genialitet”, mens “den kvindelige kunstner” er tynget af sin femininitet – og derfor i den traditionelle kunsthistories optik ikke rummer kimen til genialitet.

Et svar kan også afsøges i et socialhistorisk perspektiv. Her ser man på de samfundsdefinerede omstændigheder, som påvirkede den kvindelige kunstner. Rent faktisk var det langt op i 1800-tallet stort set umuligt for kvinder at uddanne sig til kunstnere. I 1876 blev Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder oprettet, og først i 1888 fik kvinderne adgang til Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder. Indtil da havde kvinder været overladt til privat undervisning. Den med akademiet forbundne Kvindeskole, som var den nyoprettede skoles officielle navn, fik ikke – som Kunstakademiet – egne professorer, men to lærere. Maleren Viggo Johansen (1851-1935) og billedhuggeren August Saabye (1823-1906) blev ansat som undervisere, og kvinderne kunne nu langt om længe nyde godt af en statslig kunstuddannelse. Forventningerne til kvinderne var dog stadig ikke store. “At Kvinder har de samme Ævner som Mændene, vil næppe nogen paastaa” blev formuleret af Vilhelm Klein (1835-1913), lederen af Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder. Holdningen delte han med de fleste mænd.

Hvor mange kvindelige kunstnere?

Spørgsmålet om, hvor mange kvindelige kunstnere, som var aktive i perioden 1800-1940, kan i dag ikke besvares præcist. Historien om de kvindelige kunstnere er endnu ikke skrevet, men vi ved, at godt 200 danske kvinder født mellem 1840-1884 uddannede sig til kunstnere. De var alle aktive og udstillede værker i sidste del af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet. De fleste kvindelige kunstnere i “pionergenerationen”, som den første store generation af kvindelige kunstnere kaldes, uddannede sig som malere, mens kun et mindretal blev billedhuggere. At beskæftige sig med billedhuggerfaget var nemlig for en kvinde endnu mere kontroversielt end at male, da billedhuggerfaget blev opfattet som en decideret maskulin disciplin, hvor man havde brug for maskulin råstyrke til at bearbejde materialet.

Men jo mere man leder efter periodens kvindelige kunstnere, jo flere dukker op af historiens glemsel. I Weilbachs Kunstnerleksikon kan man finde en lang række kvindelige kunstnere, og i Dansk Kvindebiografisk Leksikon finder man ikke mindre end sytten kvindelige billedhuggere aktive i perioden 1800-1940.

Niels Hansen Jacobsen (1861-1941) og Anna Gabriele Rohde (1862-1902) i deres atelier i Paris. Fotografi fra ca. 1901. Vejen Kunstmuseums arkiv

Niels Hansen Jacobsens første hustru, Anna Gabriele Rohde (1862-1902) er en af de kvindelige kunstnere i pionergenerationen, som i dag næsten er forsvundet i historiens glemsel. Vi ser hende på fotografiet fra ca. 1901 i deres atelier i Paris. Vi ved, at Hansen Jacobsen på fotografiet arbejder på skulpturen Den lille Havfrue, som blev udstillet i 1901, men ikke, hvad hun arbejder på. Det kunne minde om en lille skål, og kun ganske få værker er i dag identificeret som hendes arbejder.

Adelgunde Vogt – Thorvaldsens elev

En af de tidligste kvindelige billedhuggere er Adelgunde Vogt (1811-1892). Måske var det et uheld, der førte til, at hun blev kunstner. For efter et fald som barn var hun sengeliggende i årevis. Tiden dér brugte hun til at tegne, klippe og modellere dyr, og det blev tydeligt, at hun havde kunstneriske evner. Hendes forældre sørgede for privat undervisning hos en billedhuggerelev på Kunstakademiet, og i 1837 blev hun elev hos billedhuggeren Hermann Ernst Freund (1786-1840). Fra 1840 arbejdede hun som elev i Thorvaldsens atelier på Charlottenborg efter hans hjemkomst fra Rom. Hendes tætte tilknytning til Thorvaldsen er tydelig i Jørgen Sonnes frise fra slutningen af 1840’erne, som udsmykker det udvendige at Thorvaldsens Museum. Her er hun skildret som én af 70 navngivne personer, som alle var del af kredsen omkring Thorvaldsen.

Adelgunde Vogt, fik plads på Sonnes frise på Thorvaldsens Museums mure. Hun er skildret stående sammen med maleren Nicolai Habbe (1827-1889), mens de betragter et af Thorvaldsens relieffer, ”Hektor hos Paris og Helena”, som bæres af en arbejder. Jørgen Sonne (1801-1890): Frise på Thorvaldsens Museums mure. Felt nr. 35 mod Christiansborg Slot, 1846-1847. Foto: Ole Haupt

Som kunstner opnåede hun stor anerkendelse. Hun havde specialiseret sig som dyreskulptør, og hendes dyreskulpturer kunne både have form som små statuetter og som figurer i naturlig størrelse. I 1843 blev hun udnævnt som æresmedlem af Kunstakademiet. Thorvaldsen havde foreslået hende som akademimedlem, men da kvinder ifølge Akademiets regler ikke kunne få medlemsskab, var udnævnelsen til æresmedlem løsningen. Også Chr. VIII støttede hende og købte hendes værker. Men da hun i 1846 giftede sig, var det først og fremmest opgaven som hustru og moder til sine to sønner, som tog hendes tid. Først nogle år efter hendes mands død i 1855, begyndte hun atter at arbejde som billedhugger samt udstille arbejder på de årlige Charlottenborg Udstillinger.
Selvom Adelgunde Vogt var en anerkendt kunstner i sin samtid, er mange af hendes værker gået til grunde, nogle ved Christiansborg Slots brand i 1884, andre på grund af dårlig opbevaring på museer. Kun to af hendes værker, to statuetter, kan i dag ses på de danske kunstmuseer, henholdsvis Statens Museum for Kunst og AROS Aarhus Kunstmuseum. (Se Kunstindeks Danmark). Hendes mest kendte værk er en stor hjort i bronze foran Jægerspris Slot.

Læs også om Adelgunde Vogt i Thorvaldsens Museums Brevarkiv.

Den første kvinde med afgangseksamen som billedhugger

En anden af de kvindelige billedhuggere var Hanna Hoffmann (1858-1917). Efter sin konfirmation blev hun elev på landskabsmaleren Vilhelm Kyhns Tegneskole for kvinder, hvor hun lærte at male blomsterbilleder. Fra 1885-1889 var hun elev på Tegne- og Kunstindustriskolen for Kvinder, og da Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder åbnede i 1888, startede hun på det første hold af billedhuggerelever med August Saabye (1823-1906) som lærer. Da hun afsluttede skolen i 1892, var hun den første kvinde, der tog afgangseksamen som billedhugger.

Hermania Neergaard (1799-1875): Et glas med blomster på en bordplade. 1842. Thorvaldsens Museum. Foto: Hans Petersen

Hanna Hoffmann var en typisk kvindelig kunstner på den vis, at hun startede med at male blomsterbilleder. Men atypisk fordi hun endte som billedhugger. For kvindelige kunstnere var det mest almindeligt at uddanne sig som blomstermalere. Blomstermaleriet blev anset som en passende beskæftigelse for en dame på linje med broderi. Genren var den lavest rangerende i Kunstakademiets genrehierarki – i modsætning til historiemaleriet, som rangerede højest. Det vil sige, at blomstermaleriet var den genre, som var mindst prestigefyldt at beskæftige sig med, og kun få mandlige malere udførte det.

I dag findes ingen af hendes skulpturelle arbejder på danske kunstmuseer. Måske var det fordi, hun rent faktisk efter sin billedhuggeruddannelse søgte yderligere uddannelse som guldsmed og derefter som væver og garnfarver, at hun aldrig slog igennem som billedhugger. Eller måske videreuddannede hun sig netop, fordi hun ikke havde held til at slå igennem som billedhugger.

Kunstner – eller kvindelig kunstner?

Læser man de øvrige kvindelige billedhuggeres biografier i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, bliver det klart, at de kvindelige billedhuggere, som var aktive 1800-1940, alle måtte forholde sig til det faktum, at de som kvinder og billedhuggere vovede sig ind på et felt, som de i samtidens øjne slet ikke var selvskrevne til at erobre. Maleren Marie Luplau (1848-1925) udtrykte i 1893 i en anmeldelse “Kvindelige Kunstnere paa Udstillingerne” i kvindebladet Hvad Vi Vil sin frustration over at blive klassificeret som “kvindelig kunstner” frem for slet og ret “kunstner”. Hun skrev, at det var hende “imod at skrive om ‘Kvindekunst’; jeg holder ikke af al denne Udskillelse, al denne Klassificeren efter Køn… – Kunst er Kunst, og det er ligegyldigt, om et Billede er signeret med en Mands eller en Kvindes Navn.”

Thyra Boldsen (1884-1968), En bokser beundrer sin overarm,1913, marmor, 178 cm. Privateje. © Thyra Boldsen/billedkunst.dk, foto: Ole Akhøj

Nielsine Petersen (1853-1916), Susanne Saabye (1856-1939), Johanne Pedersen-Dan (1860-1934), Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945), Elna Borch (1869-1950), Ingeborg Plockross Irminger (1872-1962), Olga Wagner (1873-1963), Edith Willumsen (1875-1963), Olivia Holm-Møller (1875-1970), Julie Marstrand (1882-1943), Thyra Boldsen (1884-1968), Astrid Noack (1888-1954), Helen Schou (1905-2006), Tove Ólafsson, (1909-1992) og Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) er nogle af de kvindelige billedhuggere i perioden 1800-1940, som har fået deres biografi i Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Nogle af dem kender vi værker af, andre er ukendte.
Dertil kommer de, der er medtaget i Weilbachs Kunstnerleksikon samt “de usynlige”, som endnu ikke har fået skrevet deres biografi.

Vil du læse mere om de kvindelige kunstnere i perioden, kan du finde meget mere under Kvindehistorie på kvinfo.dk.

Astrid Noack (1888-1954): Stående pige. 1937. Bronze. Højde 50 cm. BRANDTS. Foto: Wermund Bendtsen, Odense