Tidslinje

Kategori: Begreber

Oplysningstiden

I europæisk historie kaldes perioden fra ca. 1690 til ca. 1800 for oplysningstiden. Perioden var præget af idealer om fornuft og frihed til det enkelte individ. Ideerne blev udbredt i Danmark fra midten af 1700-tallet, og de fik stor betydning for det danske samfund.

Oplysningstiden kan beskrives som en brydningstid, hvor naturvidenskaben udfordrede det religiøse verdensbillede og svækkede flere områder af kirkens troværdighed og magt.
Centralt for oplysningstiden stod ideen om menneskets fornuft. Dvs. den evne, som mennesket har til at forstå verden og derigennem forbedre sin egen situation. Fornuften og det rationelle menneske var dermed omdrejningspunktet for perioden. Fornuften stod i kontrast til overtro, folketro og religion. Med fornuften kunne det enkelte menneske nå viden, frihed og lykke.

Det franske opslagsværk Encyclopédie (Encyklopædien), fra 1751-1780, som blev redigeret af Denis Diderot (1713-1784), kan ses som oplysningstidens hovedværk. Alle naturvidenskabelige og filosofiske fænomener blev beskrevet og kategoriseret. Encyklopædien repræsenterede dermed oplysningstanken i trykt form, og den blev et forbillede for alle senere encyklopædier.

Oplysningstidens bærende idé var, at befolkningen gennem oplysning kunne blive frie og bedre mennesker. Dette må ses i sammenhæng med tidens reelle magtfordeling i de europæiske lande. I Danmark blev landet frem til 1849 regeret af en enevældig konge, og et stadigt voksende borgerskab krævede at få del i magten. Resultatet blev, at kongen gradvist moderniserede enevælden ved at udpege ministre til at tage sig af statens mange komplicerede sager. Borgerskabet fik dermed andel i magten som statsansatte embedsmænd.