Tidslinje

Kategori: Begreber

Allegori

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Venus med æblet. 1813-1816

Bertel Thorvaldsen (1770-1844): Venus med æblet. 1813-1816. Gips. Originalmodel. Højde 161 cm. Thorvaldsens Museum. Foto: Thorvaldsens Museums arkiv (fotograf ubekendt)

Allegori er afledt af det græske ord allegorein, som betyder, at “udtrykke noget andet”. Allegori betyder en billedlig fremstilling af et abstrakt begreb, eller et billede af genstande og mennesker, der er symbol på noget andet. Fx. er manden med leen og timeglasset en allegori på døden. I billedkunsten er en allegori en fremstilling, hvor en figur eller scene bruges til at illustrere et abstrakt begreb eller en hændelse, og ofte har en allegori et belærende eller moraliserende indhold. Værket skal ikke forstås bogstaveligt, men tolkes symbolsk.
I modsætning til symbolet, som benytter en enkelt genstand som betydningsbærende reference (fx et hjerte for kærlighed), er allegorien en større, sammenhængende fremstilling. Gudinden Venus bruges fx som allegorisk figur. Hun repræsenterer begreberne kærlighed og skønhed.