Józef Poniatowski

Et heroisk øjeblik
Thorvaldsens portrætter af sin samtids helte viser mennesker som ophøjede forbilleder. Det er også tilfældet med General Poniatowski, der døde i kamp for Polens selvstændighed. Rytterstatuen af Poniatowski udtrykker den polske generals heltestatus.

Józef Poniatowski (1763-1813) var nevø af Polens sidste konge og deltog i kampen mod Rusland, Preussen og Østrig på Napoleon Bonapartes side. I slaget ved Leipzig måtte den franske hær trække sig tilbage, og Napoleon gav hæren ordre til at sprænge alle broer bag sig. Da broen over Elstern sprængtes, var Poniatowski endnu ikke nået i sikkerhed på den anden side. I stedet for at lade sig fange af fjenden, styrtede han sig i floden på sin hest og druknede. Den heroiske død slog hans ry som frihedshelt fast, og han blev begravet i Polens kongeby Krakow.

Polen er et helt kapitel for sig i Thorvaldsens livsværk. Han udførte flere værker til polske bestillere – værker der som nationale symboler kunne være med til at styrke det polske folks selvforståelse i en tid hvor landet kæmpede for selvstændighed.

Udtryk og form
Thorvaldsen har fremstillet Poniatowski som en romersk kejser i antik klædedragt. Generalen sidder afslappet på den bare hesteryg med benene hængende slapt ned og med løftet sværd. Han udviser kontrol og tæmmer uden besvær hesten, der med tydelige blodårer, udspilede næsebor og øjne ellers virker vild. Thorvaldsen kunne have skildret Poniatowksi i det dramatiske øjeblik da han vælger druknedøden frem for en ydmygende tilfangetagelse. Men det er karakteristisk for Thorvaldsens nyklassicistiske stil, at han vælger mere generelle, afbalancerede situationer, som f.eks. her, hvor Poniatowksi ser ud til at have kontrol over både hesten og sine tropper.

Thorvaldsen bekymrede sig ikke så meget om den historiske korrekthed men mere om skulpturens helhedsindtryk. Han fulgte derfor ikke bestillerens ønske om at skildre Poniatowski i polsk rytteruniform.

Thorvaldsens inspiration
Poniatowskimonumentet har sit forbillede i den romerske kejser Marcus Aurelius’ rytterstatue, i Rom, der i Thorvaldsens levetid blev betragtet som et perfekt forbillede, som kunne vække genklang i folkets bevidsthed. Med referencerne til oldtidens storhedstid, antikken, ville Thorvaldsen give værket autoritet. Ikke alle polakker var dog enige i hans valg, og mange ville nok have foretrukket en mere historisk korrekt skildring.

Skulpturens stormfulde skæbne
I 1817 bestilte en polsk komité rytterstatuen af Poniatowski hos Thorvaldsen. Polen var dengang underlagt russerne, der alligevel havde givet tilladelse til at opstille dette polske frihedsmonument. Da rytterstatuen stod færdig i bronze i 1832, havde den nye russiske zar, Nikolaj I (1796-1855), besluttet ikke at opstille rytterstatuen alligevel. Det skyldtes en stor opstand blandt polakker i Warszawa mod russerne året forinden i 1831. Det russiske styre havde nedkæmpet opstanden, men mente alligevel, at det ikke længere var forsvarligt at opstille et nationalistisk, polsk frihedsmonument. Rytterstatuen blev gemt bort på et russisk gods i Homel i Rusland, indtil den efter fredstraktaten i Riga 1921 igen tilfaldt Polen.

I 1923 blev rytterstatuen opstillet på Den saksiske plads i Warszawa, men under Anden Verdenskrig blev den sprængt i luften af tyskerne. Efter krigen besluttede Københavns kommune i 1952 at forære en ny bronzeafstøbning til Warszawa. Rytterstatuen af Poniatowski kan derfor nu opleves foran præsidentpaladset på Krakowskie Przedmiescie Boulevarden.

Foto: Ole Woldbye