Thorvaldsens Museum
Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 København K
Telefon 33 32 15 32, Fax 33 32 17 71, E-mail: thm@thorvaldsensmuseum.dk
Web: www.thorvaldsensmuseum.dk, tilbygningen.dk

Biografi

Christine Marguérite Salome Stampe (1797-1868)

Christine Stampe, marmorbuste, A217

Opvækst
Baronesse Stampe var barn af en tysk mor og en schweizisk far. Som ung mistede hun forældrene og voksede op i Italien forsørget af to brødre. Gennem broderen Jean Dalgas (1788-1835), der fungerede som dansk konsul i Napoli, kom hun i kontakt med danske italiensrejsende. Hos broderen Christian Dalgas (1789-1864), der var handelsmand i Livorno, mødte hun sin senere ægtefælle Henrik Stampe (1794-1876). De blev gift i 1820 og flyttede tilbage til Danmark.

Baronessen på Nysø
Med sit ægteskab med baron Stampe havde Christine Stampe taget et stort socialt spring ind i den danske adel. Men forholdet var ikke problemfrit. Christine Stampe måtte overtage ledelsen af deres herregård Nysø ved Præstø sammen med godsforvalteren, fordi baronen i perioder havde psykiske problemer. Henrik Stampe var ud fra tidens normer anderledes. Han var passioneret motionist, nøgenbader og vegetar. Det blev opfattet som unaturlig opførsel, selv uden for hans sygdomsperioder. Da baron Stampe ikke trådte i karakter som Nysøs overhoved, blev Christine Stampe familiens dominerende og myndige matriark.

Salonværtinden
Med Nysø som ramme afholdt Christine Stampe flere selskaber for tidens fremtrædende kulturpersoner inden for kunst, politik og videnskab. Blandt de besøgende var H. C. Andersen (1805-1875), digteren Adam Oehlenschläger (1779-1850), og N. F. S. Grundtvig (1783-1872).

Kunstmæcenen
Baronessen var kunstnerisk interesseret og dyrkede selv landskabsmaleriet. Flere af guldalderens malere besøgte det naturskønne Nysø og har portrætteret familiens medlemmer.

Efter billedhuggeren Bertel Thorvaldsens hjemkomst fra Rom i 1838 blev Nysø hans mest yndede opholdssted. Han var inviteret af baronessen, der var en stor beundrer af hans kunst. Hun støttede ham i hans sidste år og blev hans veninde og velgører. Christine Stampe fik indrettet et atelier til ham på Nysø og organiserede underholdning for ham med oplæsninger, sang og musik. Efter sigende skulle Christine Stampe også være den direkte årsag til, at han her skabte sin selvportrætstatue Bertel Thorvaldsen med Håbets gudinde.

Baronesse Stampes Erindringer
I 1912 udkom Baronesse Stampes Erindringer om Thorvaldsen. Heri kan man læse, at hun kaldte sig selv for “Thors” muse, mens Thorvaldsen kaldte hende for “gamle Mutter”. Da hun døde i 1868, kom erindringerne i sønnen Holgers besiddelse. Det blev barnebarnet Rigmor Stampe Bendix, der fik erindringerne udgivet med kommentarer i 1912. Erindringerne er en væsentlig kilde til indsigt i Thorvaldsens alderdom og til kunstmæcenernes rolle i guldalderens kultur- og socialhistorie.