Thorvaldsens Museum
Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 København K
Telefon 33 32 15 32, Fax 33 32 17 71, E-mail: thm@thorvaldsensmuseum.dk
Web: www.thorvaldsensmuseum.dk, tilbygningen.dk

Thorvaldsens malerisamling

Peterspladsen i Rom i solskin

B 214, Eckersberg "Peterspladsen i Rom i solskin"

Eckersbergs romerske billeder
På den danske maler C. W. Eckersberg
tid tog mange europæiske kunstnere til Italien for at studere Roms berømte kunstværker og bygninger. Kunstnerne valgte ofte at opsøge byens kendte seværdigheder for at benytte dem som et motiv til deres kunst. Den berømte Peterskirke, som er katolicismens hovedkirke og Roms største, tiltrak flere kunstnere, deriblandt Eckersberg.

Eckersbergs fremstilling er utraditionel, idet Peterskirken slet ikke er med på billedet. I stedet ses blot et udsnit af pladsen foran kirken, Peterspladsen, skildret fra en lidt skæv vinkel inde fra søjlegangen. Det er typisk for Eckersbergs malerier fra Rom, at han ofte skildrede de kendte bygninger fra utraditionelle vinkler. Mange kunstnerne ville have valgt en mere karakteristisk side, der viste Peterskirkens område i sin helhed.

Som flere andre danske malere har Eckersberg også malet den romerske befolkning. I maleriet ses flere af dem spadserende på Peterspladsen på den fredfulde sommerdag. I forgrunden sidder en ung mor med sit spædbarn og hviler sig. Men i Eckersbergs maleri er personerne ikke hovedmotivet. Det centrale motiv er de arkitektoniske elementer så som Peterspladsens søjlegang, obelisken og fontænerne i pladsens midte. Andre danske malere har i deres malerier givet den romerske befolkning en mere fremtrædende rolle. Et godt eksempel er museets maleri af Wilhelm Marstrand (1810-1873) Lystighed udenfor Roms mure på en oktoberaften.

Udtryk og form
Eckersbergs maleri viser, at han var begyndt at dyrke friluftsmaleriet i Rom. Det var en forholdsvis ny arbejdsmetode, der indebar, at kunstnerne sad udenfor direkte foran motivet og malede deres billeder. Det gav dem mulighed for at iagttage deres motiv meget nøjagtigt, mens de malede. Tidligere havde kunstnerne kun udført indledende skitser foran motivet i det fri, mens det endelige maleri blev færdiggjort hjemme i atelieret.

Eckersbergs maleri virker da også meget virkelighedstro med de mange detaljer og det varme lys. Især forgrundens søjler og planterne mellem stenene på jorden er fremstillet meget præcist.

For at gengive motivet så korrekt som muligt har Eckersberg benyttet perspektiviske linjer som et hjælpemiddel. Søjlernes placering i forgrunden danner linijer, der peger ind mod obelisken på pladsens midte. Derved skabes der dybde i maleriet.

Perspektivet og den virkelighedstro malemåde blev typisk for Eckersbergs guldaldermaleri og kom til at præge yngre kunstneres malestil. Eckersberg blev senere professor og underviser på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København.

Maleriets plads i Thorvaldsens malerisamling
Eckersberg og Bertel Thorvaldsen kendte hinanden godt. Under sit ophold i Rom boede Eckersberg i den berømte billedhuggers hus i Via Sistina. Thorvaldsen købte da også maleriet af Eckersberg, under hans ophold i Italien. Det er derfor siden blevet en del af Thorvaldsens Museums Malerisamling.

Foto: Ole Woldbye