Jægeren Adonis

Et guddommeligt motiv
Adonis blev modelleret i 1808 og straks udråbt som et nyt hovedværk fra Thorvaldsens hånd. Skulpturens tænksomme udtryk og dens mere følsomme formsprog var en ny udvikling i billedhuggerens kunst. Hvor gennembrudsværket Jason med det gyldne skind er udadvendt, anspændt og heroisk, er Adonis derimod blød, afslappet og indadvendt.

I den antikke mytologi var Adonis en ung, smuk mand, som kærlighedsgudinden Venus forelskede sig i. Han døde ung i kamp med et vildsvin og efterlod Venus så sorgfuld, at det fik naturen til at dø. Naturen genoplivede først, da guderne tillader Adonis at leve noget af eftertiden på jorden. Dermed kunne han og Venus fortsætte deres forhold.

Thorvaldsens skulptur af Adonis er et billede på ungdommens følsomhed. Adonis’ fraværende, drømmende blik og hans spyd, der er gledet ud af hans hånd og hviler let på spidsen, viser, at han er fraværende i den virkelige verden. Han er i sin tænksomhed uden for beskuerens rækkevidde, som i en anden verden. Træstammen skaber illusionen om et omgivende, usynligt landskab. At dømme ud fra Adonis’ udtryk er landskabet idyllisk og fredfyldt. Det kunne være Arkadien i Grækenland, som man i århundreder har set som et billede på et paradisisk sted. I Malerisamling på Thorvaldsens Museum kan man se flere malerier, der skildrer et arkadisk landskab. Ét af dem er Apollon mellem thessaliske hyrder af den tyske maler J. A. Koch.

Udtryk og form
_Adonis_’ eftertænksomhed og skulpturens ro og harmoni er karakteristisk for Thorvaldsens ideale udtryk indenfor nyklassicismen.

Harmonien opstår med skulpturens formfuldendte og rolige udtryk. _Adonis_’ muskuløse krop og bøjede hoved afrunder blødt skulpturens konturer. Skulpturens ideale udtryk skyldes også materialet, som er den rene hvide marmor fra Carrara.

Thorvaldsens inspiration
Som nyklassicistisk kunstner søgte Thorvaldsen ofte sine forbilleder i antikkens kunst. En inspirationskilde til _Adonis_’ holdning og ideale fremtoning kunne være den græske billedhugger Praxiteles’ satyrfigur, som Thorvaldsen sandsynligvis har oplevet i en antik, romersk kopi på Kapitolmuseet i Rom. Der er stor lighed imellem de to figurers hvilestilling og den måde, som de læner sig op ad en træstub på.

Royal begejstring
Adonis vakte stor jubel blandt Thorvaldsens samtidige. Den kunstelskende kronprins Ludwig af Bayern blev så forelsket i den, at han som den første bestilte et eksemplar i marmor til sit Glyptotek i München. Også Thorvaldsens samtidige kollega, den italienske nyklassicistiske billedhugger Antonio Canova, beundrede skulpturen. Han kaldte den en ædel og graciøs statue fuld af følelse.

Thorvaldsen har ikke selv hugget museets marmorudgave af Adonis. Den er en kopihugning fra 1887.

Foto: Mads Gamdrup