Tilbygningen
Møntsamlingen
hels18 hels19 hels5
Udskrift venlig version Sluk og tænd tekst

Inspirationens Skatkammer - kunstnerworkshop med Rikard Silwärn

Thorvaldsens Museums antiksamling giver et enestående indblik i antikkens æstetik og idealer. Sat i relation til Thorvaldsens nyklassicistiske værk giver den samtidig mulighed for at opleve, hvordan en af vores store kunstnere lod sig inspirere af fortiden. I ”Inspirationens skatkammer” har vi inviteret den svenske kunstner Rikard Silwärn til at lave en kunstnerworkshop på museet. Rikard Silwärns praksis folder sig ud i brudfladen mellem mythos og logos. Den udgør derfor en nøgle til at forstå Thorvaldsens idealiserede kunst, der på mange måder står i modsætning til det dramatiske mytologiske landskab der prægede antikken – den tid, som var Thorvaldsens inspirationskilde. Sammen med Rikard Silwärn arbejder gymnasieelever fra så forskellige fag som billedkunst, oldtidskundskab og græsk, med antikken set fra nutiden med nyklassicismen som mellemstation. Gennem forelæsning, diskussioner og praktiske øvelser kredser eleverne sig ind på de begreber, som de skal mestre. Det helt centrale begreb, inspiration, føres med sprogets egen arkæologi, etymologien, tilbage til det latinske spiritus, der betyder ånd. Ordet inspiration er onomatopoietisk – altså lydefterlignende. Man har ment, at det må have lydt enten som *speis- eller *peos-, lyden af åndedrættet. I den praktiske del af workshoppen får eleverne til opgave at puste nyt liv i antikken. Konkret betyder det, at eleverne skal trække vejret gennem de arkaiske lydord, samtidigt med, at en videoprojektion kaster billedet af deres ansigt op på en af de antikke buster i antiksamlingen. Sideløbende med denne forunderlige levendegørelse af antikken skal eleverne indbyrdes diskutere, hvor inspiration kommer fra. De skal finde en metafor for begrebet og komme med forslag til, hvorledes tingene i antiksamlingen (måske) ville kunne bruges i en nutidig sammenhæng. Det er der kommet mange sjove og tankevækkende idéer ud af. Du kan gå på opdagelse her i projektrummet og se de billeder, som eleverne har taget på dagen, samt læse nogle af de overvejelser, de har gjort sig under vejs.

Klassetrin

2. og 3. g. Græsk

Datering

09/10/2009

Klassens projekter

Inspirationens Skatkammer  - kunstnerworkshop med Rikard Silwärn - 09/10/2009 - Den Ægyptiske Samling Inspirationens Skatkammer  - kunstnerworkshop med Rikard Silwärn - 09/10/2009 - Bronzesamlingen Inspirationens Skatkammer  - kunstnerworkshop med Rikard Silwärn - 09/10/2009 - Møntsamlingen Inspirationens Skatkammer  - kunstnerworkshop med Rikard Silwärn - 09/10/2009 - Vasesamlingen
 

Elevens titel

Møntsamlingen

Elevens kommentar

Vi diskuterede definitionen af inspiration. Vi kom frem til, at inspiration kommer, når vi er udsat for ydre påvirkning, som sætter noget i gang – bevidst eller ubevidst.
Den ubevidste form kan komme til udtryk, når man efter den ydre påvirkning pludselig ser anderledes på andre ting. Den bevidste er, når man umiddelbart føler og er klar over, at ændringen sker.
Vi sammenlignede den bevidste inspiration med et lysstofrør der tændes i et klasselokale. Først blinker lyset, før det bliver helt tændt. Den ubevidste inspiration kan herimod ses, som hvis man ligger og sover om natten. Pludselig vågner man, og det er lyst. Inspirationen er kommet, uden man vidste det.
Man kan lade sig inspirere af Thorvaldsens Museum. Man kan dels lade sig inspirere af hans kunst og hans samling, men man kan også blive inspireret af hans liv som helhed.
Vi var i møntrummet og fandt en interessant mønt. Den var interessant, ganske enkelt fordi den var smuk. Om der var tale om inspiration er diskutabelt, men en vis følelsesmæssig påvirkning var der i kraft af billedets konnotation.