Thorvaldsens Museum
Thorvaldsens Museum, Bertel Thorvaldsens Plads 2, 1213 København K
Telefon 33 32 15 32, Fax 33 32 17 71, E-mail: thm@thorvaldsensmuseum.dk
Web: www.thorvaldsensmuseum.dk, tilbygningen.dk

Thorvaldsens Museum

Thorvaldsens bogsamling

Bogsamlingens oprindelse
Bertel Thorvaldsen var lidt af en samler. Han samlede på samtidskunst, antikke genstande, mønter og meget mere. Selvom vi fra samtidige beretninger ved, at Thorvaldsen ikke brød sig om at læse og skrive, ejede han en stor samling af bøger. Samlingen havde han dels selv anskaffet sig og dels fået som pant af arkæologen P. O. Brøndsted (1780-1842).

At der var nogle bøger, som Thorvaldsen aldrig fik læst, vidner nogle uopskårne bøger om. Andre bøger viser tydelige spor af brug. Det var især oldtidsforskeren Georg Zoëga (1755-1809) og Brøndsted, der i begyndelsen hjalp Thorvaldsen med at udvælge de vigtigste titler. Bogsamlingens emner viser Thorvaldsens interesse for antikkens kunst og for samtidens nyklassicistiske tendenser.

Kategorier i bogsamlingen
Thorvaldsens Museums første direktør, L. Müller, lavede lister med kategorier over samtlige samlingsområder i museet. Bogsamlingen inddelte han i elleve kategorier: 1) bøger om Thorvaldsen og hans værker; 2) bøger om kunst i almindelighed; 3) bøger om antikkens kunst; 4) bøger om nyere kunst; 5) bøger med og om oldtidens skrifter; 6) bøger om antikkens mytologi og arkæologi; 7) bøger om historiske emner; 8) bøger om geografiske og topografiske emner samt bøger med rejsebeskrivelser; 9) bøger om naturvidenskabelige emner; 10) nyere skønlitterære bøger; 11) sprogbøger

Bogsamlingens nytte
Thorvaldsen har benyttet flere af bøgerne i forbindelse med sit arbejde som billedhugger. Nogle af bogværkerne er flerbindsværker med grafiske stik efter antikkens hovedværker som Apollon Belvedere og skulpturer af helten Herkules. De antikke forbilleder var en tydelig inspirationskilde til flere af Thorvaldsens skulpturer. Han arbejdede også med de samme motiver, som antikkens kunstnere havde beskæftiget sig med.

I dag udgør Thorvaldsens bogsamling en vigtig kilde til studier i nyklassicismen og dens syn på antikken.