O græske Øer! min Fædrejord!

Digtets handling
Lord Byrons digt er en hyldest til det antikke Grækenlands storhedstid og en skuffelse over tabet af dette forbillede. Det antikke Grækenland betegnes ligefrem som ’min Fædrejord!’, altså det sted hvor fortælleren i digtet virkelig føler tilknytning. Selv om det gamle Grækenland er forsvundet udtrykker digtet et håb om, at det vil kunne genopstå og igen blive et frit land løsrevet fra den tyrkiske besættelsesmagt.

Aarestrups gendigtning
Emil Aarestrups gendigtning holder sig tæt til kildeteksten, men stopper allerede efter femte strofe i Byrons 16 strofer lange digt.

O græske Øer! min Fædrejord!

Hvor Sapho sang om Elskovs Glød,
Hvor Kunst, i Fred og Krig, blev stor,
Hvor Delos steeg, Phøbus blev fød,
Hvor freidig er dit Sommerblik,
Skjøndt Alt, kun ei din Sol, forgik —

En anden Strandbred skjønner paa
Dit Helteqvad, din Elskovssang
Til Salighedens Øer naae
Hvad før paa Theios og paa Chios klang
De græske Musers Priis blev stor,
Men ei paa deres Fødejord

Høilandet seer paa Marathon
Den atter over Havet vidt
Og eensom der jeg stod en Stund
Og drømte Grækenland atter frit
Thi, med min Fod paa Persergrave,
Jeg kunde ikke troe mig Slave

En Konge sad paa Klippen der
Og skuede over Salamis,
Forneden hans talløse Hær,
Og Orlogsskibe tusindviis
Han talte dem ved Dagen blank,
Hvor var de, dengang Solen sank?

Hvor er de nu? og hvor er du,
Mit Fædreland? Din stumme Kyst
Har ei sit Heltedigt ihu —
Der aander intet Heltebryst.
O, at Apollo-Lyren din
Vanslægte skulde i en Haand som min

Dog er det noget, efter Ærens Tab
Omstimlet af en lænket Flok,
At føle, hvad jeg føler nu,
Mit Ansigt rødmede af Blue.