Baggrund
Digt og tegning er sendt som nytårshilsen til Sophie Propsthayn i 1795. Sophie Propsthayn
var lillesøster til Thorvaldsens ungdomsven Carl Propsthayn. Præcist hvilket forhold Thorvaldsen havde til den unge kvinde vides ikke.

Indhold
Teksten udtrykker et ønske om modtagerens fremtidige lykke og tryghed. Thorvaldsens akvarel forestiller en ung kvinde – måske modtageren Sophie, der som udtrykt i digtets sidste linje trygt kan gå barfodet rundt i verden. Ved hendes side ses en såkaldt putto med en kurvfuld blomster på hovedet, det lille buttede barn kan symbolisere uskyld og skønhed. I en anden nytårshilsen fra året før, har Thorvaldsen brugt et uddrag fra et digt af Jens Baggesen . Digtet til Propsthayn kender vi ikke forfatteren til – måske er det Thorvaldsen selv.

En nytårshilsen

Til Jumf. Sophie Propsthayn

Som Bækken mellem Blomster slynger sig
Saa Slynger sig Det Liv blandt idel glæder
og Aldrig Skiulte Torner Saare Dig
Hvad Plet Endog Din unge Fod Betræde

Lyt til andre af 1800-tallets digte om Thorvaldsen og hans kunst

Læs mere i Brevarkivet.