Tilbage til S

C.F.F. Stanley

Stanley var Thorvaldsens meget gode ven, som han kendte fra sin ungdomstid i København, sandsynligvis både fra Kunstakademiet og fra deres fælles medlemsskab af Borups Selskab. De 27 bevarede breve fra Stanley til Thorvaldsen vidner om et nært og meget ligefremt forhold de to kunstnere imellem; de var fx dus, hvilket relativt sjældent forekom i Thorvaldsens forhold til sin omgangskreds.

Stanley, der var søn af billedhugger og professor ved Kunstakademiet C.F. Stanley, indledte sin korte karriere som stadsbygmester i Oslo 1797-1800. Han havde allerede 1795 vundet Akademiets store guldmedalje, men fik først efter en ny konkurrence i 1800 det store rejsestipendium med ikrafttræden fra 1802.
Han sejlede fra København til Palermo på Sicilien i august 1802, ankom til Napoli i slutningen af året og opholdt sig i Italien til sin dødsdag.

Stanleys sygdom og død

Stanley blev på sin tre måneder lange sørejse til Italien alvorligt ramt af en gigtsygdom, der bragte ham på dødens rand ved ankomsten til Palermo. Han blev dog midlertidigt bedre og kunne fortsætte rejsen til Napoli, hvor sygdommen igen blussede op og tvang ham til blive i Syditalien, jf. Rigsarkivet, op. cit. Sygdommen truede med at forkrøble hans hænder og fødder og lammede ham i perioder. Han beskrev den bl.a. i sin indberetning af 27.3.1804 til Kunstakademiet fra Napoli (Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 1976, 2º).
Regninger til apotekere og læger gav ham ydermere alvorlige økonomiske vanskeligheder, men han modtog hjælp især fra den danske konsul i Napoli, Christian Heigelin, og den danske gesandt smst., Herman Schubart, der ansøgte Fonden ad usus publicos om støtte til den nødstedte stipendiat. Stanley skulle have modtaget 100 rigsdaler, jf. Rigsarkivet, op. cit.
Han blev behandlet for sygdommen først i Napoli og i sommeren 1804 ved de berømte kurbade i Casamicciola Terme på øen Ischia ud for Napoli. Hans tilstand blev herefter mærkbart bedre, og i begyndelsen af januar 1805 kom han omsider til Rom, jf. Stanleys rejsepas blandt hans papirer i Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, NKS 1976, 2º.
Han flyttede antagelig med det samme ind i Casa Buti, og boede der helt sikkert, da han døde af et pludseligt udbrud af sin sygdom. Georg Zoëga skriver i brev af 16.11.1805 til Herman Schubart (Håndskriftafdelingen, Det Kongelige Bibliotek, Fot. br.).: “Il y avoit quelques semaines que de nouveau il souffroit des attaques de la goute, [sic] mais comme cela étoit en lui un mal habituel on n’en fesoit pas grand cas… Ce ne fut qu’avant hier au soir que la goute [sic] lui passa à la poitrine et pendant la nuit le fit tomber dans le delire.” Thorvaldsen tog sig hans død meget nær, jf. Thiele II, p. 57.
Stanleys dødsdag har tidligere fejlagtigt har været opgivet til den 8.11.1805, jf. Richter, op. cit. Som både Zoëgas brev og et brev af 16.11.1805 fra C.F. Høyer beviser, døde han først efter den 16.11.1805, sandsynligvis den 18. november. Der findes i øvrigt to kvitteringer for betaling af Stanleys begravelse, både den ene og den anden er dateret 20.11.1805, men hans grav kendes ikke.

Stanleys værker

Stanley har ikke efterladt sig mange opførte værker, men viser i sine projekter, at han var yderst velorienteret om de nyeste nyklassicistiske strømninger i tiden. Man nærede store forhåbninger til ham og Zoëga udtalte: “Il est ne pour l’architecture, que Thorvaldsen pour la Sculpture, et si en lui poursuit des occasions pour faire éclater son talent, il faire egalement honeur à sa patrie” (citeret i brev af 30.9.1805 fra Herman Schubart til C.F.F. Stanley).
Thorvaldsen arvede en del af hans arkitekturudkast, som i dag findes på Thorvaldsens Museum. Af disse og ud fra Stanleys breve til Thorvaldsen kan følgende af hans arkitekturprojekter nævnes:

Se også linket til Samlingerne nedenfor for et samlet overblik over Stanleys efterladte værker på Thorvaldsens Museum.

Stanleys navn

Stanley underskrev sig C.F. Stanley både i sine breve og på sine arkitektoniske projekter, og i brev af 14.11.1803 til Thorvaldsen skrev han sit navn fuldt ud: Carl Ferdinand Stanley. Når navneformen C.F.F. Stanley alligevel er valgt her, følges Weilbachs kunstnerleksikon, der skelner mellem far og søn med det ekstra F til junior.

Der kendes ingen portrætter af Stanley.


Værker på Thorvaldsens Museum

Se Stanley repræsenteret i Samlingerne.

Referencer

  • Kvittering af 3.8.1802 fra Hinrich Thomsen til C.F.F. Stanley (dokumenterer Stanleys afrejse fra København).
  • Øjvind Andreasen: ‘Breve til Baron Herman Schubart’, in: Personalhistorisk Tidsskrift 11. Række, IV (1943).
  • V. Richter: 100 Aars Dødsfald (1791-1890), København 1905 (1976), p. 1045.
  • Rigsarkivet (ed.): Fonden ad usus publicos. Aktmæssige Bidrag til Belysning af dens Virksomhed, bind 2, København 1902, p. 433-434.
  • Anne Lise Thygesen: ‘En akademistipendiat i Italien, arkitekten C.F.F. Stanley’, in: Architectura 2, København 1980, p. 7-48.

Sidst opdateret 20.06.2011

C.F.F. Stanley

Carl (Charles/Carlo) (Frederik) Ferdinand Stanley 1769-1805 Dansk Arkitekt
Fra Thorvaldsen2 breve
Til Thorvaldsen27 breve
Breve i alt29 breve

Breve til og fra andre13 breve
Omtalt i15 breve