|
Åkerblad kendes i forhold til Thorvaldsen bedst for, at han formentlig gav anledning til at Thorvaldsen fik en mild irettesættelse af Abildgaard for at dovne i Rom. Blandt Åkerblads papirer i Kungliga Biblioteket, Stockholm, findes ikke en stambog, som nævnt i brevet, men derimod en liste over kunstnere i Rom, hvor der om Thorvaldsen står følgende: “Thorwaldsen Danese fa niente” (karton N 72, venligt meddelt af Kungliga Biblioteket, Stockholm). Den omtalte stambog kendes således ikke, men Åkerblad kunne muligvis have set en stambog med et Thorvaldsen-motiv, som har været så uoplagt, at det kan have givet anledning til kritik af Thorvaldsens indsats, (jf. i øvrigt referenceartikel om Thorvaldsens stambog). Åckerblad var som diplomat og orientalist et anset navn i den internationale lærde verden. Åkerblad var således også ven med arkæologen P.O. Brøndsted, og nævnes blandt andet i brevet 6.7.1813, hvor Brøndsted beder Thorvaldsen give ham en besked, hvis de støder på hinanden i Rom. Han var i Rom på tilbagerejsen fra Konstantinopel, antagelig i 1798 eller 1799, hvor han muligvis har mødt Thorvaldsen. Sidst opdateret 16.12.2008 |