Nedenstående liste opregner de personer, der i brevene og andre dokumenter – navnlig Thorvaldsens stambog, N213 – var dus med billedhuggeren.

Når det er væsentligt at fremhæve denne personkreds, skyldes det naturligvis ønsket om at dokumentere hvilke mennesker, der kendte Thorvaldsen så godt, at de var dus på skrift.
De fleste af Thorvaldsens dus-venner findes blandt hans bekendte i København fra tiden før han drog til Italien i 1796. Efter sin ankomst til Rom blev han kun meget sjældent dus med nye bekendtskaber, Adam Oehlenschläger og P.O. Brøndsted udgør fx undtagelser. At være Des var det almindelige for Thorvaldsens omgang med kolleger og bekendte i Rom.
Selv nære venner kunne sagtens være Des i datiden, sådan som det var tilfældet mellem Thorvaldsen og fx Nicolai Abildgaard, Georg Zoëga og Herman Schubart, der jo ellers stod billedhuggeren meget nær. Her har aldersforskellen og antagelig også den rolle som Thorvaldsen-protektorer, de tre nævnte spillede, været afgørende for De-formen.
At man naturligt tiltalte ældre personer med De, vidner Thorvaldsens brevudkast af 22.4.1802 til sin far om. Selvom faderen selvfølgeligt tiltalte sin søn med du, forbød datidens autoritetsforhold mellem fader og søn, at det omvendte var tilfældet.
Endog Thorvaldsen og elskerinden, Anna Maria Uhden tiltalte hinanden med De – i al fald i brevene. For her må man tro, at forskellen mellem tale- og skriftsprog har nødvendiggjort De i brevformen, mens samtaletonen de to imellem sandsynligvis har været friere.

Spørgsmålet er da, hvilken betydning vi kan tillægge tiltaleformen du, når vi søger at forstå forholdet mellem Thorvaldsen og en bestemt person. Da du-formen trods alt forekommer relativt sjældent i de skriftlige kilder efter Thorvaldsens ankomst til Rom, virker det rimeligt at hævde, at når en person blev dus med Thorvaldsen, afspejlede det vedkommendes særlige fortrolighedsstatus. De vidnesbyrd om billedhuggeren, som vedkommende har efterladt, skal altså vurderes i lyset af den tættere venskabsforbindelse, som du-formen vidner om. Herom vidner også en beretning i S. Soldin (red.), Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 15. november, København 1820, p. 1449. Her fortælles om, hvordan Thorvaldsen mødte en ungdomsven: Efterat alle de Store var gaaede, nærmede den gamle borgerlige Ungdomsven sig med kjendelig Forlegenhed. “Hr. Etatsraaden vil undskylde”, begyndte han. Med inderlig Bevægelse og blid Fortrolighed omfavnede Thorvaldsen den gamle Ungdomsven. “Hvortil disse Complimenter, gode ^{٭ ٭ ٭}?” Sagde han. “Tael til mig som Du pleier, og kald mig, som før, Du!” Thorvaldsen har med andre ord været vant til at nye bekendtskaber titulerede ham med De, mens han overfor sine venner og ungdomsvenner foretrak det mere uformelle du.

Listen er alfabetisk opstillet efter efternavn. Der refereres ikke nødvendigvis til alle de kilder, hvori dus-formen dokumenteres, men se emneordet Dus med Thorvaldsen for en mere fuldstændig opgørelse over dus-breve.

Listen opdateres løbende.

Referencer

• S. Soldin (red.), Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn, 15. november, København 1820, p. 1449.

Sidst opdateret 17.08.2010