Bertel Thorvaldsens Brevarkiv

Rome le 7 Novembre 1803

Madame la Comtesse

Pardon si un inconnu ose s’adresser à V[o]us; mais on dit que Vous êtes si bonne, si sensible aux malheurs d’autrui, et si j’en juge d’après l’excellent Coeur de Votre respectable Frere, je dois Vous supposer la Dame la plus accomplie qui puisse exister. On m’a toujours dit Madame la Comtesse que Vous ne cessiés de faire le bien, que Vous Vous interessiés aux Arts, aux Artistes, et a Ceux qui ont des talents. Les miens ne sont enverité pas forts grands, mais je sens que si le destin se lasse de me persecuter, je ne serai pas indigne d’etre Votre Compatriote Madame la Comtesse. Je sais que Monsieur Votre frere Vous a parlé de moi, de mes ouvrages, et de mes malheurs. Il Vous aura dit ce que son Coeur sensible lui aura inspiré, et je suis bien persuadé qu’il Vous a trop dit, mais je ne Vous cache pas que si par Vos bontés je, pouvois obtenir de quoi vivre encore deux ans, je deviendrai un artiste habile. Vous voyés Madame la Comtesse que j’ose Vous parler avec franchise même au depends de la modestie, et cela Vous prouve combien ma confiance en Vous est grande. Si le Roi m’accorde quelque secours, je m’engagerai à travailler pour Sa Majesté. On n’a qu’a me donner le sujet que j’excécuterai avec enthousiasme puisqu’il s’agira de me rendre digne de Votre bienveillance. Les fraix du marbre devroient etre pour le Compte de la Cour parceque je n’ai aucun moyen pour y supléer moi meme; mais l’ouvrage seroit excecuté a raison de ce qu’on me donneroit anuellement, et pour m’acquitter envers un Gouvernement paternel qui ne me doit rien, mais auquel je dois tout le bonheur qu’il repand sur ma chere patrie.
Ma hardiesse est grande Madame la Comtesse de m’adresser à Vous; mais Votre bonté est plus grande encore, et cela me rassure. D’ailleurs c’est Monsieur Votre Frere qui m’a donné du Courage, et c’est lui qui me permet de Vous écrire tandis que je n’ose pas meme m’adresser à Son Excellence le Comte Reventlow qui fut de tout tems mon protecteur, et moins encore a Son Excellence Monsieur le Comte Votre Epoux, quoique je sache qu’il a la plus belle ame, et le caractère le plus noble.
J’ai l’honneur de me signer avec le plus prefond respect et la plus grande admiration

Madame la Comtesse
Votre très humble et très obeissant serviteur

Rom den 7. november 1803

Fru grevinde

Undskyld hvis en ukendt vover at henvende sig til Dem; men man siger, at De er så god, så lydhør overfor andres ulykke, og hvis jeg skal dømme efter deres agtværdige broders gode hjerte, ville jeg formode, at De var den mest fuldkomne dame, som kunne være til. Man har altid fortalt mig fru grevinde, at De ikke ophører med at gøre godt, at De interesserer Dem for kunst, for kunstnere og for dem, der har talenter. Mine [talenter] er i virkeligheden ikke særlig store, men jeg fornemmer, at hvis skæbnen bliver træt af at plage mig, ville jeg ikke være uværdig til at være Deres landsmand, fru grevinde. Jeg ved, at Deres hr. broder har talt til Dem om mig, om mine værker og om mine ulykker. Han vil have sagt Dem det, som hans følsomme hjerte har tilskyndet ham til, og jeg er overbevist om, at han har sagt for meget til Dem, men jeg vil ikke skjule for Dem, at hvis jeg for Deres godhed kunne opnå at bo her endnu to år, ville jeg blive en habil kunstner. De ser fru grevinde, at jeg drister mig til at tale til Dem med oprigtighed selv på bekostning af beskedenheden, og dette beviser for Dem, hvor stor min tillid til Dem er. Hvis kongen tilstår mig bistand, vil jeg forpligte mig til at arbejde for hans Majestæt. Man skal blot give mig motivet, som jeg vil udføre med ildhu, da det gælder om at gøre mig værdig til Deres velvilje. Udgifterne til marmor skulle dækkes af hoffet, fordi jeg ingen midler har til at forsørge mig selv, men værket skulle udføres på grundlag af det, som man ville give mig årligt, for at jeg kan gøre fyldest overfor en fædrene regering, som ikke skylder mig noget, men til hvilken jeg skylder al den lykke, som den udøser over mit kære fædreland.
Mit mod er stort fru grevinde, siden jeg henvender mig til Dem; men Deres godhed er endnu større, og dette beroliger mig. Desuden er det Deres hr. broder, som har givet mig modet og ham, som har tilladt mig at skrive til Dem, hvorimod jeg ikke engang vover at henvende mig til hans excellence, grev Reventlow, som altid har været min beskytter, og endnu mindre til hans excellence, hr. greven, Deres gemal, som jeg ved har det smukkeste sind og den mest noble karakter.
Jeg har den ære at underskrive mig med den mest dybfølte respekt og den største beundring

Fru grevinde
Deres meget ydmyge og meget lydige tjener

[Oversat af Kirstine Reffstrup]